Socialpsykiatri / -2010 / Tema:

Op i helikopteren

Af Marianne Bjerborg

Hvis man stiger til vejrs og ser tilbage og lidt frem, hvad har lanceringen af recovery så betydet? Det spørgsmål har vi stillet til fire personer, der har været i psykiatrien i alle årene

Marianne Cohen Leder af RecoveryDK, Socialforvaltningen, Århus Kommune

Hvad har recovery betydet for socialpsykiatrien?
Recovery rammesatte en fælles forståelse af, hvad det er, vi arbejder med. I starten var det bare det nye smarte ord, det har taget lidt længere tid at forstå, hvad substansen er.

Hvad er så den substans?
En recoveryorienteret tilgang kræver, at man har tjek på de grundlæggende værdier og arbejder ud fra dem. Og det gælder alle. Det er jo ikke kun en udfordring for medarbejderne med direkte borgerkontakt, værdierne gælder også ledere og organisation. Hvis arbejdet på alle niveauer er
bygget op om de fire værdier – personorientering, personinvolvering, selvbestemmelse og håb – så har vi hele tiden et spejl på, om vi er på vej i den rigtige retning.

Hvordan kan man så ændre sin praksis til en mere recoveryorienteret tilgang?
I takt med at bevidstheden om indholdet vokser, vokser behovet for uddannelse også. I Århus har vi valgt at lave undervisning for alle med vidensbaserede metoder, som skal kobles med de grundlæggende værdier. Hvis vi fx tager personinvolvering alvorligt, så kræver det, at man har
brugerne med i de uddannelsesforløb, man tilbyder. I dag er det naturligt, det var det ikke for fem år siden. Tager man værdien selvbestemmelse, så er det en udfordring for systemerne, fordi det i yderste konsekvens er et opgør med den traditionelle visitationsform.

Hvad er så den største udfordring fremover?
At vi ikke går i selvsving i socialsektoren. Hvis vi ikke fokuserer på overgange, taber vi folk. Så det næste vigtige skridt er at få bragt recoveryorientering på spil i det tværsektorielle arbejde.

Olga Runciman Recoverycoach, B.Sc. psykologi, psykiatrisk sygeplejerske

Hvad har det betydet, at man begyndte at tale om recovery for ti år siden?
I lang tid betød det ikke så meget. Jeg hørte fx først om recovery, da jeg var ret langt i min egen proces, for jeg brugte sygehuspsykiatrien, og den talte ikke om recovery. Folk i botilbud er dem, der ikke på nogen måder er blevet raske i sygehuspsykiatrien. De har taget den biologiske forklaringsmodel til sig, og hvis man kun kan fikses med en pille, bliver man passiv. Men tingene er ved at ændre sig, og det, at vi begyndte at tale om recovery, betød, at håbet fik en plads.

Hvordan udfordrer recovery så medarbejderne?
Recovery er en udfordring for medarbejderne, det kræver holdnings- og handlingsændring at blive rejsepartner frem for ekspert. Når man skal se de mennesker, man har tænkt på som kroniske, i et andet lys, er der behov for rollemodeller, der kan gøre håbet konkret. Det kan mennesker
med egne erfaringer være; som recoverycoach giver jeg jo fx både håb til brugere og medarbejdere.

Så en recoverycoach skal der til for at skabe håb?
Ja, men også som øjenåbner for brugerne og personalet om deres egne roller og handlemuligheder. Vi kan sige ting, som personalet ikke kan slippe af sted med, fx pege på spillet og samspillet ved fastholdelse af sygerollen for at få kontakt. Kontaktens hovedfokus fra begge sider er jo oftest sygdomsbaseret. Vi kan hjælpe folk til at finde deres egen ekspertise, det er en helt ny rolle for de fleste.

Hvad er så den største udfordring?
At socialpsykiatrien bliver et sted, man kan komme sig, og ikke et sted, hvor man bliver kronisk.

Ebbe Henningsen Landsformand, Bedre Psykiatri

Hvad betød det, da man for ti år siden begyndte at tale om recovery?
Recovery betød, at pårørende gik fra at være en belastning til at være en ressource. Der begyndte at vise sig solid dokumentation for, at inddragelse af netværket mindskede risikoen for tilbagefald. Det håb, der kom med recovery, gav os en øget oplevelse af mestring, vi begyndte at tale sammen i stedet for at tale om hinanden.

Det lyder meget ideelt, er vi så langt?
Der er virkelig sket rigtig, rigtig meget. Der er ikke ret mange i dag, der tør sige, at de ikke vil inddrage de pårørende, men det betyder ikke, at der ikke er en kæmpe udfordring med at få begrebet omsat til praksis.

Hvad er så den største udfordring for at få recovery omsat?
Det er – stadig – at få samarbejdet på tværs af sektorerne til at fungere. Tingene skal organiseres anderledes, så borgeren med sit netværk – herunder socialpsykiatrien og sygehusbehandlerne – bliver omdrejningspunktet. Det er en kæmpe ledelsesmæssig opgave, for forandring kommer ikke af sig selv. Hvis folk falder mellem to stole, får håbet om bedring trange kår – man bevæger sig simpelthen væk fra recovery med for tynd organisering.

Så netværket skal ind alle steder og hele tiden?
Nej, man skal inddrages i det omfang, det giver mening. Recovery har jo også medført, at vi skal se på vores rolle som pårørende. Der er pårørende, der er opslugt af at gøre en forskel, men også pårørende, der er opslugende, som kan fastholde både sig selv og deres pårørende i sygdommen. Så det er også en udfordring for os at lære at mestre rollen og aftabuisere psykisk sygdom for os selv.

Kristen Kistrup Centerchef, Psykiatrisk Center Frederiksberg

Hvad betød det for psykiatrien, da man begyndte at tale om recovery?
I starten var der stor skepsis, jeg tror, mange opfattede det som en ny bølge antipsykiatri. Det var det billede, jeg havde fået. Men på et studieophold i Melbourne i Australien gik det op for mig, at jeg var havnet i en recovery-orienteret psykiatri. Og der var stor forskel på det, de gjorde, og det, vi gjorde, forskellen lå i sprogbruget og i relationen. Deres tilgang gav mening for mig.

Hvordan får man så indført den tilgang?
Vi har fx haft et efteruddannelsesforløb for alle faggrupper, hvor jeg har undervist i recovery og brugt den dialogguide til recoveryorientering, vi har udarbejdet. Jeg bruger cases fra Arnhild Lauvengs bøger til gruppearbejde. Når man sidder med konkrete eksempler, bliver det tydeligt,
om ens tilgang er recoveryorienteret. Det kræver, at alle faggrupper er sammen og taler om de samme ting, så man sammen kan se situationen og løsningen for sig. Det er også vigtigt at dokumentere. Vi har interviewet alle medarbejdere og patienter på samme dag og spurgt ind
til recovery, så vi har en før-måling på vores arbejde med recovery. Noget af det, der overrasker mig, er, at det ikke er så galt, som man tror. Folk føler sig støttet og mødt som mennesker, og det ser ikke ud til, at de oplever sig kronificeret.

Hvad er så udfordringerne for recovery i psykiatrien?
Det handler om ledelse, efteruddannelse og værktøjer som fx dialogguiden. Hvis vi skal rykke, skal vi arbejde med hele personalegrupper inklusive lederne. Men det tager jo tid at ændre kulturer.

Find dialogguiden under recovery på socialpsykiatri.dk.