Socialpsykiatri / -2010 / Tema:

HURRA – eller et skridt på vejen

Af Lise Jul Pedersen

Spørger man nøglepersoner i LAP og SIND, får man meget forskellige bud på, hvad recoverybegrebets indtog har betydet for mennesker, der har psykiske lidelser

Knud Kristensen, formand i Sind, ser recoverybegrebets fremkomst som noget, man kun kan råbe HURRA for. Specielt fordi recoverybegrebet er blevet nuanceret, så man også taler om, at mennesker, der er alvorligt ramt af psykisk lidelse, kan få det bedre.

”Ofte var det før sådan, at brugerne sad syge og tænkte: ’Nu har jeg den her diagnose. Det er så det!’ At man endte med at opfatte sig som sin diagnose. Men pludselig kommer der nogen og siger ’Hallo. Det er bare ligesom at få sukkersyge, måske værre, men du kan stadig komme videre og gøre noget selv.’

”I brugerbevægelsen har vi altid vidst, man kunne komme videre,” siger Karl Bach Jensen, konsulent i LAP. ”Derfor har vi brugt ordet psykiatrioverlever. Overlever, fordi mange af os har haft negative erfaringer med psykiatrien. Det er glimrende, at det nu er blevet mere kendt, at
man kan komme sig. Typisk spørger folk mig: ’Jamen, tager du ikke medicin?’ Mange tror stadig, man skal tage piller hele livet.”

Brugernes proces
Erik Olsen fra LAP København ser ikke recoverybegrebet som noget flagskib men mere som et skridt i en større forståelse af psykiske sygdomme. For brugerne er det en fortsat kamp at blive hørt.

”Det psykiatriske system har fungeret absurd over for mennesker med psykiske lidelser. Det meste har drejet sig om kontrol over for mennesker, der har en masse løsningsmodeller selv. Men der har aldrig været forsket i, hvad brugerne oplever. Den psykiatriske hjælp har først og fremmest bestået i at dæmpe de objekter, vi er blevet betragtet som. Man har ikke behandlet folk som ligestående mennesker men som en række symptomer.”

Ejerskabet til recoveryprocessen har brugerne selv. Her har mennesker, der selv har gennemgået en recoveryproces, en vigtig rolle at spille.

”Behandleren kan befordre, at man får hjælp, eller forhindre, at man får det bedre. Men i brugerbevægelsen forsøger vi sammen med ligestillede
at sætte ord på de problemstillinger, så vi kan blive bedre til at håndtere vores liv. At støtte hinanden bruger til bruger er en måde at få selvrespekt på,” siger Erik Olsen.

Forkvakling af begreber
”Det er et problem, at den professionelle verden kan være med til at forkvakle og forvirre begreberne, når de tager recoverybegrebet i anvendelse,” siger Karl Bach. ”I brugerbevægelsen siger vi, at recovery er en individuel proces, der handler om dig selv og mindre om, hvad behandlingssystemet kan. Men når medarbejderne vil følge med tiden og siger: ’Nu arbejder vi også recoveryorienteret,’ bliver det af og til til nogle dogmer, brugerne måske ikke kan bruge til så meget.”

Erik Olsen mener, at en recoveryorienteret indsats kan være med til at skabe en bedre kommunikation mellem brugere og medarbejdere. Det er
Knud Kristensen enig i. Efter hans opfattelse har bl.a. Århus Kommunes indsats mod en større grad af recoveryorientering skabt nye erkendelser
i forholdet mellem brugerne, medarbejderne og de pårørende.

”Et socialpsykiatrisk tilbud i Århus Kommune bad på et tidspunkt en bruger, en pårørende og en primær kontaktperson hver for sig udfylde et skema med et bud på, hvor ’Peter’ var henne om 3 år. Det viste sig, at de tre parter havde vidt forskellige forventninger. Det var ikke altid de pårørende, der havde for opskruede eller nedskruede forventninger. En pårørende kunne sagtens mene, at ’Peter skal bare have nogle piller, så kommer han sig,’ mens Peter selv mente, han var kronisk og farlig. Og den professionelle mente noget helt tredje!” siger Knud Kristensen.

Om det almenmenneskelige, at man føler sig tryg i noget kendt, også selv om det kendte er ubehageligt, siger Katrine Woel, LAP: ”Angsten for at komme sig kalder vi det nu! Men det kræver, at mange omstændigheder, hvad angår åbenhed og tolerance, er til stede, for at det overhovedet kan lade sig gøre. Hvis en psykiatribruger søger et rolleskift, er det nødvendigt, at omgivelserne også udviser tolerance i forhold til at skifte rolle fra aktiv til passiv for at gøre plads for den syges rolleskift til mere aktiv, uden at de pårørende føler sig kasseret. Så opnår brugeren frihed og ret til selv at vælge sit liv.”

Fremtidshåb, fremtidsfrygt ...
Karl Bach mener, at nogle kan opleve det som et pres, hvis man overdriver forventningen om, at man skal kunne komme sig her og nu: ”Den enkelte kan føle, man ikke kan have lov til at komme sig eller have det dårligt i længere tid.”

Det er Knud Kristensen enig i: ”Engang var folk hele tiden indlagt på hospitalet. Da samfundet ikke mere havde råd til det, blev folk sendt hjem til sig selv, uden der var nogen idé om, hvordan folk skulle klare sig. Senere fik folk bostøtte hjemme, så psykisk syge ikke lavede for meget larm. Nu er der fokus på folks ressourcer og styrker. Det er en enorm gevinst. Men man kan få følelsen af, at det er svinget i den modsatte grøft, så det forventes, at folk kan forsørge sig selv, uanset hvor syge de er! I Sind får jeg mange opringninger fra folk, som er bekymrede for, at førtidspensionen skal gøres midlertidig. Folk siger: ’Jeg vil sgu ikke komme mig så meget, at jeg skal bankes ud på arbejdsmarkedet, for det kan jeg ikke!’”

Knud Kristensen mener, at man politisk set bør tilbyde beskæftigelse til alle dem, der har lyst til det. Folk på førtidspension har krav på job med
løntilskud. Det burde være en menneskeret at have mindst 10 timers ugentligt arbejde, hvis man har lyst.

”Men det føler samfundet sig ikke forpligtet til. Det står faktisk i Grundloven, men det er aldrig blevet taget alvorligt. At man har ret til arbejde.”

For Erik Olsen kan recoverybegrebet betyde meget for den enkelte: ”Recovery kan betyde, at man bevæger sig fra en dybt stigmatiseret position
og begynder vandringen mod at betragte sig selv som et ganske almindeligt menneske med nogle psykiske problemstillinger. At man går fra at være patient til at være borger. Når folk begynder at acceptere, de er borgere, bliver der ballade. For så vil man ikke finde sig i den måde at blive dårligt behandlet på i psykiatrien men vil kæmpe for sine rettigheder.”