Socialpsykiatri / -2009 / Tema:

Tabu:
Rehabiliteringsarbejde er også magtfuldt!

Af Agnete Neidel, ph.d.-studerende og Trine Wulf-Andersen, postdoc Roskilde Universitet, Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning

Rehabilitering og recovery danner ofte overskrift, når udviklingen af arbejdet i socialpsykiatrien diskuteres. I denne artikel vil vi pege på nogle af de idealer, som står stærkt, når de ”gamle” magtstrukturer problematiseres, og recovery-orienteringens nye muligheder tales frem. Samtidig opridser vi nogle tavsheder og tabuer, som disse idealer risikerer at skabe

Når botilbud landet over forfølger visionen om at lave rehabiliteringsarbejde, der har recovery-processer som mål, så rummer det drømmen om at holde op med at være institutioner. Med idealet om at afinstitutionalisere udfordrer medarbejderne deres egen (magt)position i brugernes liv. I forsimplet form lyder kritikken:

1. Brugerne er eksperter i deres eget liv
2. Vi må derfor holde op med at være eksperter på deres vegne og
3. Vi må i stedet indgå i ligeværdige menneske til menneske-relationer

Der er mange gode grunde til at forsøge at gøre op med gamle hierarkier og med en situation, hvor medarbejderne er dem, der har det endegyldige svar på alting. Samtidig er det en integreret del af medarbejdernes daglige praksis at indgå i faglige vurderinger, pædagogiske interventioner osv. Det kommer for eksempel til udtryk i denne lille historie fra BotilbUD-netværkets (se faktaboks) arbejde:
Vi har en beboer, Luca (historien er anonymiseret for at beskytte personernes identitet) som taler om gerne at ville ud og bruge sine kompetencer i en virksomhed. Luca har rigtig mange angstproblematikker eller håndteringsproblematikker. Hvis der er for mange ting som ikke lige går efter hans ønske, så bliver han meget påvirket af det, det vil sige, at der skal ikke så meget til for at vælte læsset. Luca har altså det her ønske om at komme ud, og vi har aktuelt ikke nogen tilknytning til nogle som helst steder, hvor vi kan se, at der kunne være tale om et reelt forløb, fordi der både ville være tale om et afklaringsforløb og en praktik og noget tæt opfølgning.

På den ene side er dette historien om medarbejdere, der ønsker at støtte en beboer i hans drøm for sit liv – at navigere sammen med ham. På den anden side er historien formet af medarbejdernes vurderinger af, hvad beboerens problemer er, og hvilken indsats der er brug for. Faglige ekspertvurderinger, som trækker på psykologisk, psykiatrisk og pædagogisk viden snarere end at være formuleret af og med beboeren.

Pointen her er ikke, at det handler om at blive bedre til at være ”mennesker” frem for ”professionelle”. Absolut heller ikke, at det er problematisk i sig selv at foretage faglige vurderinger og pædagogiske interventioner. Vores pointe er derimod, at fremhævelsen af brugeren som ekspert på eget liv i sin mest udfoldede form kan betyde, at det at være professionel og fagperson fremstår som noget negativt. Noget, der er ensbetydende med overgreb på brugeren – eller i hvert fald mangel på evne til at trække sig tilbage til en rolle som navigations-assistent for en bruger, der selv sidder ved roret. Således risikerer spørgsmålet om medarbejdernes faglige ekspertise at blive udgrænset som fyord – at blive tabu.

”Fremhævelsen af brugeren som ekspert på eget liv i sin mest udfoldede form kan betyde, at det at være professionel og fagperson fremstår som noget negativt.”

Samtidig er faglig viden fortsat omdrejningspunkt, når medarbejderen beskriver brugeren (han har angstproblematikker) og overvejer, hvordan man bedst kan hjælpe drømmene på vej (der er brug for afklaring, praktik og tæt opfølgning).

Det er bekymrende, hvis ekspertisen og dermed mål og midler i den pædagogiske relation bliver vanskelige at tale om og dermed unddrager sig nødvendig kritisk refleksion over, hvilke handlemuligheder og -begrænsninger bestemte vidensformer (som fx den pædagogiske, psykiatriske og psykologiske) skaber.

At holde op med at være norm- og regelsættere

Efter lignende mønster ser det ud til, at institutionelle regler, retningslinjer og reguleringer ses som et problem. Fordi de repræsenterer en gammeldags institutionslogiks fokus på kontrol snarere end udvikling. Og fordi de markerer en magtfuld relation mellem beboere og pædagoger, som synes at forhindre menneske til menneske-relationer i at opstå. Igen: Her ligger en fare for, at de regler, som også rehabiliteringsarbejdet er gennemtrængt af, bliver svære at tale om, eller kun kan tales om som noget, der skal forsvinde – fordi idealet for godt rehabiliteringsarbejde netop er, at de ikke findes længere.

Det kommer f.eks. til udtryk, når et af bostederne i BotilbUD-samarbejdet skriver:
”Hver gang vi går ind og sætter regler for, hvordan man må opføre sig, skaber det en potentiel ubalance i vores forhold til beboeren. Det er vigtigt at vi giver slip på det pædagogiske og ikke opfører os som overmennesker (…) At vi fx joker lidt med det eller stille trækker beboeren til side, hvis det er det, der passer bedst.”

Som forfatterne her udpeger, står de i en situation, hvor de på den ene side ikke vil være dem, der ved, hvad der er bedst for beboerne, men at de samtidig netop er dem. Her synliggøres den forskel mellem bruger og medarbejder, som idealet peger imod en udjævning af – men som fortsat gør en forskel.

Vores pointe er ikke, at medarbejderne misforstår, hvad der er målet. Tværtimod er vores påstand, at de mål og idealer, som rehabiliteringsdiskursen rummer, skaber ømme punkter der, hvor forskellen på, hvem der kan bestemme hvad, bliver synlig. Netop fordi lighed er et ideal, risikerer den forskel og normsætning, der alligevel finder sted, at blive tabuer, man ikke kan forholde sig åbent og kritisk til – hverken som bruger eller medarbejder. Det bliver fx svært at diskutere nytten og konsekvenserne af en given regel, hvis man ikke kan tale om, at reglen er der.

”Netop fordi lighed er et ideal, risikerer den forskel og normsætning, der alligevel finder sted, at blive tabuer, man ikke kan forholde sig åbent og kritisk til.”

At gøre det ”rigtige”?

Et overordnet ideal for rehabiliteringsarbejdet er at skabe rammer og relationer, der giver mulighed for, at brugerne kan indtage andre roller end klientrollen. Der er ikke tvivl om, at man ved fx at skabe arbejdspladser på bostederne kan åbne muligheder for i stedet at definere relationer som arbejdstager-arbejdsgiver-relationer og for at opbygge og indtræde i en arbejdsidentitet. Som sådan kan nye rammesætninger åbne for anderledes sociale dynamikker i botilbuddene og give mulighed for, at nye ting kan ske.

Vi hører ofte disse bestræbelser formuleret som, at rehabiliteringsarbejdet skal skabe rigtige hjem, rigtige relationer, rigtige arbejdspladser osv. Det her med det ”rigtige” antyder ønsker om i rehabiliteringsarbejdet at favne noget både autentisk og anerkendende, der er mindre overgribende og bringer brugerne nærmere det ”rigtige” samfundsliv.

Men når rehabiliteringsarbejdet således præsenteres som noget, der handler om rigtige relationer, rigtige hjem eller rigtigt arbejde, fortaber det sig let, at alle disse ”rigtige” elementer fortsat ligger inden for rammerne af en psykosocial indsats, hvor arbejdet stadig grundlæggende er defineret som en pædagogisk opgave.

Vores måske vigtigste pointe er, at vi risikerer at skabe en forståelse, hvor både beboere og medarbejdere er eller gør det ”forkerte”. Hvor beboere bliver nødt til at påtage sig ekspertrollen, og hvor medarbejdere handlingslammes i den pædagogiske opgave, fordi den faglige og professionelle diskussion er blevet udgrænset fra et rum, hvor man nu blot skal være ”menneske”.

Ud over at være et rigtigt hjem for beboerne er botilbuddene fortsat også arbejdsplads for medarbejdere, som er der, fordi de skal gøre en (bestemt) forskel i beboernes liv. Ud over at udgøre et arbejde for beboerne udgør de ”rigtige” arbejdspladser fortsat en arena for social intervention, hvor der også er en række andre agendaer i spil, som handler om brugerens udvikling.

Et botilbud udgør et pædagogisk rum, hvor beboerne på forskellig vis inviteres til (og forventes) at ”øve sig” i livet, og hvor medarbejdernes grund til at være der er at forsøge at skabe udvikling. Samtidig er et botilbud et reguleret institutionelt rum, hvor det offentlige har et lovformuleret ansvar for en del af det, der finder sted. Der skal måles temperaturer i køleskabet og brandsikres. Omsorgspligten skal overholdes, og det samme skal tavshedspligten. Endelig er et botilbud også en hierarkisk organisation med beslutningsorganer på mange niveauer (beboermøder, personalemøder, ledelse, forvaltning osv.). Alle disse ting, som et botilbud også er, er med til at indramme livet i det og har stor indflydelse på, hvordan et botilbud kan være hjem for de mennesker, der bor der. Vi tror, at de spørgsmål, det rejser, er nok så vigtige at diskutere som spørgsmålet om at skabe rigtige hjem, rigtige arbejdspladser og rigtige relationer.

Invitation

Vi ser en tendens i socialt arbejde – også i socialpsykiatrien – til at beskrive det gode arbejde som der, hvor ligeværdighed er i centrum, og magtrelationerne er væk (eller i det mindste er minimeret). Vi kan være bekymrede for, at bestræbelsen på at afinstitutionalisere og gøre op med magten kommer til at tavsgøre og tabuisere selve opgaven i botilbuddene: Det pædagogiske arbejde.

Vi tror ikke, det er muligt at rense pædagogisk arbejde eller menneskelige relationer for magt. I stedet ønsker vi at bringe spørgsmålet om det magtfulde i alle dets små og store former tilbage i centrum af de faglige refleksioner – og invitere til kontinuerlig kritisk tvivlen om, hvilke muligheder og begrænsninger forskellige (faglige) idealer og orienteringer skaber for medarbejdere og brugere. Også når vi diskuterer de gode og perspektivrige forandringer, recovery-orienteringen bringer med sig.