Socialpsykiatri / 6-2008 / Tema: Dokumentation

Skemaer skaber ikke læring

At skabe læring er det vigtigste ved at arbejde med dokumentation. Det mener Jens Hjort Andersen, konsulent i Videnscenter for Socialpsykiatri. Læringen kommer, når man beskriver den praksis, man er del af

Af Marianne Bjerborg

Jens Hjort Andersen slutter sig ikke til hylekoret af arge skemamodstandere. Men han mener, at de ofte har en mere fremtrædende plads i dokumentationssammenhæng, end de kan bære.
”Der kan være ting, som lettest og mest overskueligt afrapporteres i skemaform. Der, hvor man har brug for at sikre, at i hvert fald laveste fællesnævner for rengøring, personlig hygiejne, medicinering osv. overholdes. Men det er jo ikke her, det store faglige arbejde i socialpsykiatrien ligger, og heller ikke det, der gør medarbejderne mere fagligt sikre og reflekterende,” siger han.

Lærende organisation

Netop det at skabe lærende organisationer er det vigtige ved at arbejde med dokumentation.
”Der er stort behov for at dokumentere kerneydelserne. Man skal beskrive sin måde at arbejde på, sin metode. Der er en uheldig bi-betydning ved ordet metode, det lyder, som om man tager udgangspunkt i et bestemt koncept, gerne importeret fra USA. Det er ikke det, der er tanken her. Alle ude i praksis arbejder efter nogle antagelser, nogle bestemte metoder. Kunsten er at få dem gjort tydelige, så man kan reflektere over dem.”
Det er via beskrivelsen af sin praksis og måde at arbejde på, at man bliver mere tydelig og mere reflekterende. Samtidig giver det mulighed for at følge op på, hvad der kommer ud af det, man mener, man gør.
Så du vil gerne have, at man skal tænke mere lavteknologisk, når man taler dokumentation, end store fancy undersøgelsesdesign?
”Ja, jeg taler om dokumentation som en beskrivelse af, hvad det er, man går og foretager sig i praksis. Også for at følge op på, om man nu også har gjort det, man sagde, at man ville gøre – det kan man bedre vurdere, hvis man har en beskrivelse.” Jens Hjort Andersen mener, at den måde, praksis selv kan stå for at udvikle egen praksis, er ved at finde en programteori.

Programteori

Programteori er kort fortalt en meget tydelig fremstilling af formålet med indsatsen. Formålet er typisk formuleret af det politiske niveau, ind i det lægger man sin egen praksis. Hvad fører formålet med af konkrete mål for indsatsen? Hvilke hovedblokke af komponenter skal der til for at realisere det mål? Og endnu mere konkret, hvad er det så for aktiviteter, man skal sætte ind med, og hvilke forventninger har vi til resultaterne. Så man får en tydelig sammenhæng mellem formål, mål, hovedkomponenter, aktiviteter, forventede mål og resultater.
”Fra SIP (Det Sociale Indikator Projekt, se teori og metode artikel s. 9) ved vi, at det vigtige er, at man arbejder efter en teoretisk funderet model, ikke hvilken man har valgt. Det er en fordel, at der er sammenhæng mellem teori, metode og konkret praksis,” fortæller Jens Hjort Andersen, der også definerer god praksis som en, der understøtter brugerens udviklingsprocesser, og som er vidensbaseret.
”Det udviklingsorienterede er naturligvis inspireret af recovery-begrebet. For at være vidensbaseret er den nødt til at være forankret i en teori fra et eller flere fagområder. Der skal være nogle referencer til et teoretisk ståsted. Og så skal den være underbygget – altså en eller anden form for dokumentation af, hvad det er, vi går og gør. Beskrivelserne skal være knyttet an til det teoretiske ståsted.”

Kobling til hverdag

Jens Hjort Andersen mener, at et øget fokus på dokumentation tjener flere parter. Medarbejdere kan selv lave kobling til deres hverdagspraksis med borgeren, når programteorien er klar, og de kan bringe deres faglighed i spil. Men lige så væsentligt kommer den brugerne til gode ved ikke at drukne udvikling i hverdag og usagte arbejdspræmisser.
Men er brugernes rolle i fx tilfredshedsundersøgelser ikke overdrevet? De kan jo synes, at noget er godt, fordi de ikke kender andet eller ikke vil skuffe os?
”Det er klart, at der er mange mulige komplikationer, men det må man designe sig ud af. Man kan ikke måle på, om en indsats er virksom, uden at inddrage brugeren. Du bliver nødt til at spørge dem, hvad der har været godt og skidt. Samtidig bør man også bruge brugerne til at reflektere over, om den programteori, man laver, rent faktisk ligner det, de ser i hverdagen eller ønsker at se,” mener Jens Hjort, som også ser perspektiver i at inddrage brugerne som evaluatorer, fx på tilfredshedsundersøgelser.

Forskning

Der er meget lidt forskning i socialpsykiatri. Og hænderne skal nok blive varme, hvis man vælger at sidde på dem, mens man venter på, at interessen og midlerne bliver fundet. Men man kan være med til at vække den. Beskrivelser af god praksis og forsøg på at dokumentere, at man gør, det man siger, man ønsker at gøre, er forudsætninger for forskning. Man kan ifølge Jens Hjort Andersen ikke effektmåle uden dokumentation af praksis.
”Nu er det blevet et krav, at man måler alting. Men det er jo så ikke på sin praksis, man bliver målt. Det er på mere kvantitative dele, som om det forebygger indlæggelser. Men det bliver enormt svært at forklare, hvorfor der fx er færre indlæggelser, hvis man ikke har en beskrivelse af, hvad man gør.”

Husk embedsmanden

Den faglige udvikling via dokumentation er det vigtigste ved at arbejde med dokumentation. Men, man skal huske embedsmandsniveauet. De har et legitimt krav på at vide, hvad de midler, de afsætter, bliver brugt til.
Men så siger medarbejdere og ledere, at de godt ved, hvad der er god indsats, og har sagt det til kommunen. Det, de får tilbage, er en plan for besparelse. De dokumenterer deres egen praksis, men føler ikke, at den bliver modsvaret af det administrative niveau?
”Det er muligt, at det er sådan, det er. Men jeg har nu set en del tilbudsbeskrivelser, og de har været meget tyndbenede. Der har ikke været en klar beskrivelse af, hvad det var, de ville gøre, eller sammenhæng mellem de midler, de skulle have, og den praksis, de ønskede at etablere, og de resultater, de forventede, at der kom ud af det,” siger Jens Hjort Andersen, som mener, at den manglende tradition for at beskrive sin indsats stammer fra grundskolerne, som ikke underviser nok i denne dimension.
”Og det er et problem.Hvis man ikke vil dokumentere, postulerer man jo. Det er der ikke meget udvikling i.”