Lille tekstStor tekst TEKST | Lille tekst LÆS OP | KONTAKT | ENGLISH  

Socialpsykiatri / 6-2008 / Tema: Dokumentation

På oplyst grundlag

Når Projekt Netværksfamilier om nogle år er færdigevalueret, vil det være klart, om det giver mening for både brugere, medarbejdere og kommuner. Projektet har nemlig en forskningsdel, som både ser på hårde data og den oplevede kvalitet

Af Marianne Bjerborg

”Ved alle nye indsatser høstes i begyndelsen værdifulde erfaringer, som er vigtige at videregive til andre,” fortæller Ulla Væggemose. Hun er projektleder i MTV og Sundhedstjenesteforskning. Et af de projekter, hun følger nøje i disse år, er Videnscenter for Socialpsykiatris Netværksfamilier. Det er et tilbud, der går ud på at matche brugere af socialpsykiatrien med familier i lokalsamfundet. Tanken er, at kontakten med civilsamfundet vil øge brugerens sociale funktion og vil mindske brugen af psykiatriske ydelser.

Både danske og internationale projekter har før peget på, at et netværksfamilietilbud giver øget tilfredshed og i nogle tilfælde mindre forbrug af psykiatriydelser, men det er ikke før søgt dokumenteret i en kontrolleret undersøgelse med flere effektmål. På landsplan deltager syv kommuner i projektet. Herfra er de involverede brugere blevet udvalgt og tilbudt at deltage.

Dataindsamling

”For hver deltagende bruger er der på registerniveau valgt to kontrolpersoner i samme kommune. Kontrolpersonerne svarer til den deltagende bruger mht. køn, alder, diagnose og brug af psykiatri. Det giver mulighed for at sammenholde deltager og kontrolpersoner fx i forbrug af hospitalsdage,” forklarer Ulla Væggemose om den kvantitative del af undersøgelsen, som kræver, at alle deltagere – brugere, pårørende, netværksfamilier og medarbejdere – løbende udfylder en række spørgeskemaer.

”Den kvantitative del af projektet ligger primært inden for den sundhedsvidenskabelige forskningstradition, mens den kvalitative del med observationer, fokusgruppeinterviews og kvalitative interviews ligger mere i en samfundsvidenskabelig tradition,” fortæller Ulla Væggemose, som siger, at den store bredde i designet giver plads til, at uforudsete forhold kan dukke op.

Fornemmelser

Undersøgelsen forsøger både at lave en sundhedsøkonomisk vurdering af Netværksfamilier og at være med til at begrebsliggøre medarbejdernes fornemmelser for, om en familie er god, og om bruger og familie matcher hinanden. Det sker bl.a. ved kvalitative casestudier.

”Vi vil gerne have noget med, der kan bruges af andre. Der kan ikke laves en ’kogebog’ for projektet – bl.a. er kommunernes organisering for forskellig – men vores undersøgelse vil give beslutningstagerne et mere oplyst grundlag at beslutte ud fra. Derfor er det vigtigt også at publicere, hvis noget ikke virker,” slutter Ulla Væggemose.


FAKTA

Videnscenter for Socialpsykiatris Projekt Netværksfamilier evalueres af en forskergruppe bestående af MTV og Sundhedstjenesteforskning, Center for Folkesundhed og Center for Psykiatrisk Forskning, Århus Universitetshospital.

Læs om MTV og Sundhedstjenesteforskning på mtv.rm.dk.

Læs om Projekt Netværksfamilier på socialpsykiatri.dk.

 

 
Videnscenter for Socialpsykiatri | Studiestræde 19, 2. sal - 1455 København K | tlf: 3393 4452 | visp@socialpsykiatri.dk