Socialpsykiatri / 6-2008 / Tema: Dokumentation

Bliver grisen tungere, fordi man vejer den?

Århus Kommune vil gøre socialpsykiatrien mere recovery-orienteret. Det sker blandt andet ved at introducere forskellige værktøjer til en mere vidensbaseret praksis, herunder selvevaluering. Det giver gode resultater for nogle praktikere at teste egen praksis, mens andre er kritiske

Tekst og foto: Lise Jul

På en temadag for halvandet år siden blev processen i Århus Kommune skudt i gang. Her præsenterede Recoverysekretariatet den fælles ramme for at arbejde med dokumentation og vidensdeling. I starten var der en del kritik.

”Da vi startede, var der ikke hul igennem mange steder. Nogle sagde, at sådan arbejder vi ikke hernede ved os, og det skal vi heller ikke,” fortæller Marianne Cohen, Recoverykoordinator i Århus Kommune. ”Jeg tror, at hele projektet virkede meget overvældende. Derfor er det rigtig glædeligt, at mange nu udtrykker, at de har positive erfaringer med dokumentation af egen praksis, at det styrker den faglige refleksion. Også steder hvor der ikke på forhånd har været en tradition for skriftlighed.”

”Nogle praktikere er begyndt at se det spændende i at dele viden på tværs af kommunens tilbud. Andre steder har også brugerne taget det til sig og stiller krav: ’Hvad er det blevet til med det her? Vi skal da have fulgt op!’ Så er det, dokumentationen bliver meningsfuld,” siger Marianne Cohen.

I Århus Kommune har man et ønske om at få socialpsykiatrien til at arbejde mere recovery-orienteret. Til at understøtte processen bruger man gennembrudsmetoden. En metode hvor man lærer at reflektere over egen praksis via test. De forskellige tilbud laver såkaldte selvevalueringer og foregangsprojekter. Med selvevaluering øges refleksionen over, hvorvidt praksis inden for et givent område er recovery-orienteret. Med foregangsprojekter sætter man nye recoveryorienterede tiltag i værk.

Ikke lyst til at forske

”Det er fint at kunne sætte ord på. Men jeg er ikke meget for at beskrive med bokse og rammer, hvorfor en given metode er fulgt,” siger Annalene Eskerod, leder i Netværket, et samtale- og ungetilbud.

Annalene Eskerod tror ikke, kvalitet af arbejdet kan formidles på den måde. At arbejde vidensbaseret er både for simpelt og for bøvlet.

”Det eneste sted, jeg kan tage ressourcerne, er fra brugerne. Skal jeg så skrue mit tilbud ned fra 90 til 30 brugere? Er det vores lod i socialpsykiatrien at lave evidens for alt?"

Tilpasset

Til foregangsprojektet på Flexbo, et bo- og samværstilbud i Århus, har man brugt gennembrudsmetoden og tilpasset den.

”Vi vil ikke bruge en eller anden fast tilgang, men se, hvad den enkelte har brug for. Hvad kan vi finde på af sjove ideer for at hjælpe det pågældende menneske?”, fortæller Jesper Tang, bostøtte på Flexbo.

I projektet bruger man afkrydsningsskemaer til at styrke fokus. ”Vi har udvalgt nogle områder, der er kost- og plejeområder. Det er de variable, vi måler på. Hvor tit man får noget at spise i løbet af ugen? Det øger bevidstheden om, ’at jeg skal huske...’ Det er en fastholdelse mere end en intern aftale.”

Man spørger den enkelte, hvilke af fokusområderne man gerne vil arbejde med. Det øger fokus. Måske udfylder medarbejderen skemaet sammen med brugerne. Men det er ikke alle, der vil have skemaerne frem. Så udfyldes det efterfølgende.

Flexbo har ikke ønsket at miste kontakten til nogle af brugerne.

”Projektet kræver, man følger den enkelte tæt. To til tre gange på en uge,” fortæller Jesper Tang. ”Brugeren siger ja til, man render rundt i bagen på ham eller hende. At de hele tiden skal forholde sig til spørgsmål som: ’Var du ude at gå, har du fået børstet tænder eller været i bad?” Det er derfor også kun en mindre del af brugerne, der er udvalgt til at deltage i projektet.’

Ikke alle brugere eller medarbejdere er med i projektet. Foregangsprojektet omfatter 8-9 brugere. Flexbo arbejder sammen med Sletten, et botilbud med brugere med dobbeltdiagnoser.

I gennembrudsmetoden anvendes et enkelt værktøj, en såkaldt PDSA-test. Målet er at øge tilbuddenes opmærksomhed på, hvorvidt der sker det i ens praksis, man gerne vil have.

”Inden man bruger et dokumentationsværktøj, er det altid vigtigt at spørge: Skal der en oversættelse til, for at det kan bruges lige i vores dagligdag?” kommenterer Cohen.

Mistillid?

”Hvad bruger vi PDSA-testene til? Vi har afprøvet dem, men det var svært at se værdien af dem. Ved at det først er godt nok, når vi kan bevise, at det ER godt nok, kan vi jo som medarbejdere blive ramt af en mistillid til det arbejde, vi gør,” bemærker Annalene Eskerod, Netværket, ”Det er en svær følelse at arbejde med.”

Hun refererer forskeren Peter Dahler Larsen for at indvende, at man fx godt kan stille en gris op på en vægt. Men det er jo ikke noget, grisen bliver tykkere af.

”Når vi laver socialt arbejde, så er det ikke en fabrik. I en grisefabrik kan man ofte styre produktionen og sige: ’Nu gør vi sådan og sådan’. Der er meget, der er ustyrbart for os.”

”Men kan man ikke finde noget andet at måle end vægt? Noget der giver mening, og som dokumenterer din praksis?”

”Jo. Måske. Det er bare rigtigt, rigtigt svært at komme ind at måle noget generelt i forhold til, hvorfor det gik godt i en sag og ikke i en anden – selv om indsatsen var ens. Men det er dybt, dybt interessant.”

Rolleskift

”Er man bostøtte og har en langvarig kontakt, kan man få roller, det er svært at bryde ud af,” siger Jesper Tang, Flexbo: -”Man risikerer at komme ud i positioner, hvor det kan være enormt svært at komme et skridt videre.”

Her blev projektet en løftestang for forandring for Flexbo.

”Vi kunne komme og sige: ’Vi skal lave et projekt, kan du hjælpe os med det?’ En appel den vej rundt. Samtidig bliver arket med krydser et måleinstrument for brugeren selv, og der opstår en intern konkurrence med, ’at jeg skal have noget på papiret.’ At brugeren konkurrerer med sig selv, er med til at flytte noget.”

I projektet beder man brugeren vægte, hvor meget kosten fylder på en skala fra 1 til 10 ved projektstart. Man spørger også midtvejs og afsluttende. Hvis der er et udsving, kan brugeren oplyse hvorfor: Har man ikke haft nogen penge? Eller har man rodet med en bil?

For nogle brugere i Flexbos projekt er det et spørgsmål om at finde noget frem, der er blevet væk. Som fx det at gå ud at købe tøj.

”Det kan være ubehageligt at gå ud at købe tøj alene. Men hvis jeg går med, så er det hyggeligt, ikke? Nej, prøv lige at se!” fortæller Bente Rasmussen, Flexbo. ”Ligesom vi andre gør, ikke?”

Flexbo udtrykker ønske om at fortsætte projektet efterfølgende.

”Det er lykkedes for os. Vi har gjort det, som vi gerne vil have det. Vores projekt er ikke et recoveryprojekt, alle kan have gavn af. Vi har valgt nogle enkelte brugere ud og justeret ind til noget, vi kan bruge i praksis. Vi gad ikke lave noget, der bare skulle være blændværk,” siger Jesper Tang.

Stolthed

Mange steder giver det stolthed at arbejde vidensbaseret. På en fælles temadag mellem ansatte i psykiatrien regionalt og kommunalt kunne man pludselig mærke en forskel.

”Normalt plejer det at være de regionale medarbejdere, der springer op af stolene om, hvordan de udvikler sig fagligt,” fortæller Marianne Cohen afsluttende. ”Nu var turen kommet til de kommunale medarbejdere. Nu var det deres tur til at fortælle: Sådan er vores recovery-orienterede vision! Det er på den her måde, vi arbejder med kvalitetsudvikling! Afdelingslederen oplevede en helt anden faglig sikkerhed. Det er en af de rigtig gode ting i den her historie: Det er bøvlet, og det er besværligt. Det tager tid, men giver også pote mange steder, hvor folk retter ryggen og siger: ”Det er det her, vi står for ude ved os!”