Socialpsykiatri / / Tema:

Socialpsykiatri / 5-2007 / Kriminalitet

"Måske vil vi grine af det om 20 år"

På botilbuddet Lunden mener leder og pædagog at rammerne om arbejdet har større betydning når man skal opbygge kompetencer i det sociale liv, end det at folk har en behandlingsdom. Og så skal man arbejde med misbrug.

Af Marianne Bjerborg

På Lunden i Brøndby er der stort set ingen stiknarkomaner. Beboerne har det simpelthen for dårligt til at kunne have den slags misbrug. Ellers er beboerne næsten alle sammen misbrugere af et eller andet, mest hash og øl, men lidt speed og kokain bliver det også til når pengepungen rækker.

"Man behøver ikke at have et misbrug for at blive visiteret hertil", fortæller Thorkil Skov, daglig leder, "man kan også bare have en voldsomt påfaldende adfærd. Det er et længerevarende botilbud (§ 108) der er oprettet til de mest belastede og marginaliserede sindslidende".

Tre ud af fire
Og når man er marginaliseret, ofte har et misbrug og altid en sindslidelse, så er sandsynligheden for at man har en behandlingsdom stor. På Lunden har tre ud af fire en behandlingsdom, noglen har fået den mens de har boet på Lunden.

"Da vi startede i 2002, læste vi om beboerne før de flyttede ind", fortæller Birgitte Henriksen, som er pædagog på Lunden, "og jeg kan huske at jeg tænkte: "Her holder jeg ikke mere end et par dage", men så var det jo bare 24 mennesker der flyttede ind".

Netop det almene gør at det med kriminaliteten ikke ligger som en klam hånd over arbejdet på Lunden. Thorkil Skov mener godt nok at det er vigtigt at det med hans ord er "Svend Erik Kedeligs Kvartet" man har ansat, men samtidig skal man ikke problematisere det at de har en kriminel fortid eller nutid, men se mere nuanceret på sin egen praksis. Her fylder misbruget mere end kriminaliteten, som oftest er et resultat af misbruget.

"Vi støtter aktivt folk i at nedsætte misbrug fordi det begrænser den kriminelle adfærd", fortæller Thorkil Skov og forklarer at man med misbrugsdage med beboerne også kan lave aftaler om hvordan man griber ind som personale, og så kan man kognitivt arbejde med oplevelsen bagefter. Og oplevelsen kommer.

Relationen skal bære
"De er jo villige til at betale fire timers optur med en uges nedtur, og de bliver snydt så det driver når de nede i byen skal bytte noget for stoffer", fortæller Brigitte Henriksen.

Misbruget udmønter sig også i trusler og vold både over for personalet og over for andre beboere. Det er svært at få beboerne til at anmelde hinanden, og personalet forsøger at være lydhøre i en tidlig fase, så volden ikke bliver aktuel. Det kræver erfaring,

"Man skal vide hvor meget relationen kan bære. Det er ikke alle der kan det samme over for alle beboere, og det skal man vide når man arbejder her. Det er med at stå i sine egne sko", fortæller Birgitte. Hun mener at det er et ømtåleligt emne at komme ind på, fordi det jo også er sådan at nogle medarbejdere måske i deres adfærd kan være med til at fremprovokere en voldelig episode.

"Går man for langt ned ad den vej, kan man jo komme til for hurtigt at konstatere at det er folks egen skyld - og det er det altså ikke. Men man skal overveje om det er et sted som det her man vil arbejde. Jeg har da set folk der har budt sig det for længe, og som skulle bruge deres evner et andet sted".

Samspil med omgivelserne
At konflikterne ikke blot ligger hos beboerne, men også i den måde omgivelserne reagerer på, er både leder og pædagog meget opmærksomme på.

"Det kan være ansatte der så tidligt i et forløb bliver så bange at deres egen hektiske reaktion er med til at provokere konflikten", fortæller Thorkil. "Er det sådan, tager vi fat i folk og finder ud af hvad der ligger bag reaktionen. Det bliver behandlet i supervision. Sikkerhedsgruppen er konsekvent med at registrere alt, og vi bruger også Falcks krisehjælp, men selvom man ikke skal leve med vold og trusler, skal man vide at det kan forekomme, så der er lidt på begge sider".

Andre konfliktskabere er helt basalt måden man indretter til folk på. Det er et emne der kan få Birgitte helt op i stolen.

"Jeg tror og håber at man måske om tyve år vil grine af det og sige: "Kan I huske dengang man byggede store institutioner til folk ude på en mark og troede at de kunne få det bedre der?" Det er simpelthen horribelt."

Thorkil supplerer med at grine lidt af arkitekturen på Lunden. "Vi kan lave så mange krumspring vi vil, og det gør vi også, men de bor på en lang gang med 23 mennesker de ikke selv har valgt; der er mennesker døgnet rundt, og de skal i fælleskøkkener hvis de vil have noget at spise."

"Ja" supplerer Birgitte, "Det er jo ikke sikkert at det at være iagttaget døgnet rundt, er alles ønske for livet. Det er måske ikke så underligt at de ikke ser det som egen bolig; det er en institution, og det er også tit det vi fylder i vores rammer".

Mens Thorkil mener at systemet paradoksalt nok skaber de konflikter det er sat til at løse, fx ved at placere Lunden - et botilbud for mennesker fra hovedstadsområdet - på en mark to kilometer fra nærmeste kiosk, mener Birgitte at man skal være meget mere opmærksom på hvad man fylder i sådan et tilbud.

Ned med serviceringen
"Jeg bryder mig ikke om en dunk marmelade på 6 kg og så tale om egen bolig. Det at øve sine sociale færdigheder og ikke servicere med indkøbsordninger er det man skal bruge tiden på. Man kan også starte med at tage de rædsomme skilte ned ude på vejen; hvorfor skal der skiltes særligt hvis det er folks eget hjem."

"Ja, det er en vigtig diskussion at have i gang", griner Thorkil, "for hvis der er noget seks medarbejdere i denne her branche kan, så er det at holde en institution i gang."

Selvom institutionsbegrebet er ophævet, så skaber man institutioner for de dårligst stillede. Man rykker folk for langt væk fra udsigten til at komme ud at klare sig selv, hvis man skaber rammer der klarer det for dem.

Systemblindhed
Det gælder fx også den psykiatriske overlæge som kommer på Lunden en gang om ugen. De fleste beboere har ikke så stor valgfrihed på psykiaterhylderne fordi de har behandlingsdomme, som en overlæge er ansvarlig for bliver fulgt. Men alligevel kunne Birgitte godt tænke sig at beboerne blev hjulpet med at opsøge en psykiater i stedet for at bliver serviceret hjemme.

"Det gør andre mennesker ikke, og derfor skal vi kunne arbejde i retning af at bruge de omgivende tilbud og holde brugeren i fokus. Vi bliver systemblinde. Bistandsværgen som beboeren med en behandlingsdom har, er beboerens garanti. De kommer her og taler med folk, og så kommer de ind til os på kontoret, underforstået for at få den rigtige version af historien. Hvordan kan vi opbygge systemtillid når systemerne arbejder hen over hovedet på folk? Man skal passe på med alt det der samarbejde, for man taber ofte beboerne, og deres ønske om egen bolig."

Egen bolig er ikke på tapetet for langt de fleste beboere på Lunden. Få er flyttet til mindre indgribende boformer, resten af de seks der på fem år er fraflyttet, er "kommet på kirkegården" som Thorkil nøgternt forklarer om flytteriet eller mangel på samme.

Mange af dem der ikke får plads på Lunden, havner i mindre indgribende botilbud, og der skal man til at ruste sig til nogle mere krævende beboere. Det er ikke deres dom, men deres misbrug der rejser udfordringen.

Man skal have en holdning til misbrug og arbejde med det hvis man vil knække volds- og trusselskulturen i botilbudene", slutter Thorkil.