Lille tekstStor tekst TEKST | Lille tekst LÆS OP | KONTAKT | ENGLISH  

Socialpsykiatri / / Tema:

Socialpsykiatri / 5-2007 / Kriminalitet


Indlæggelse eller inddragelse

Af Preben Brandt, speciallæge i psykiatri, dr.med. Formand for organisationen Projekt UDENFOR

Med jævne mellemrum bliver det diskuteret om den kriminalitet der bliver begået af sindslidende, kan reduceres gennem en mere intensiv psykiatrisk behandling under indlæggelse. Ja, man taler endda om at omfanget af personfarlig kriminalitet øges fordi der er færre sengepladser til rådighed på de psykiatriske afdelinger. Det er altovervejende fra det psykiatriske system man hører dette synspunkt. Modargumentet bliver ofte bygget op om at årsagen er at flere personer med mindre lovovertrædelser bliver dømt og at foranstaltningerne bliver længerevarende.

Hvem har ret i den diskussion, og hvad skal politikerne, som skal tage stilling til hvad der skal finansieres, tro på?

Jeg mener at uenigheden først og fremmest bygger på en magtkamp mellem forskellige ideologiske synspunkter. Den naturvidenskabeligt baserede psykiatri vil bevare magten og under ingen omstændigheder afgive indflydelse til og forstå ideen i den humanistisk baserede socialpsykiatri.

Bortset fra den voldsomme, pludselige og helt uforståelige vold, som udføres af en psykotisk person med baggrund i vedkommendes paranoide symptomer, har kriminalitet og sindssygdom for så vidt ikke meget at gøre med hinanden set ud fra en årsagssammenhæng. Eller sagt med andre ord, man bliver ikke automatisk mere kriminel fordi man lider af en sindslidelse, men mennesker med en sindslidelse kan på baggrund af strukturelle forhold agere med kriminel adfærd, hvor andre ikke ville have gjort det.

Gennem de sidste år er andelen af mennesker med anden etnisk baggrund som lider af en sindssygdom og er idømt en psykiatrisk behandling på grund af lovovertrædelse, vokset dramatisk. Der er intet holdepunkt for at forestille sig at indvandrere der er sindssyge, skulle være mere kriminelle end etnisk danske sindssyge alene på grund af sindssygdommen. Der må altså være noget andet der forklarer denne forskel. Noget som ligger uden for sindssygdomme og altså uden for det som kan behandles med en psykiatrisk behandling, som jo altovervejende er identisk med en medicinsk behandling.

Og hvis samfundsmæssige, strukturelle forhold spiller ind på sindssyge indvandreres adfærd, gør de det jo nok også på sindssyge etniske danskeres adfærd.

Derfor er det indsatser som metodemæssigt hører hjemme i socialpsykiatrien, som skal styrkes for at reducere den kriminalitet som begås af sindslidende. Det vil sige støtte- og kontaktpersoner (SKP), døgnhuse, psykologisk behandling, ordentlige botilbud og kvalificeret omsorg over for mennesker som er misbrugere og sindslidende, for at nævne de mest elementære.

Det er mere socialpsykiatri der skal til og ikke flere psykiatriske sengepladser.

Psykisk sygdom og kriminalitet?
Hvad er problemet, og hvordan løser vi det som samfund bedst? Det spørgsmål har vi givet to meget forskellige psykiatere hver en side til at svare på. En siger mere socialpsykiatri, den anden flere psykiatriske sengepladser. Hvem har ret - døm selv!

Kommentar - hvad er det?
En kommentar er en navngiven persons mening om et aktuelt emne. Kommentaren skal vide hvad den taler om, indeholde gode argumenter og have en stærk mening. Kommentaren har en stærkt personlig synsvinkel og engagement, men den behøver ikke at diskutere sit emne ved at fremføre modpartens synspunkter.

 


 

 
Videnscenter for Socialpsykiatri | Studiestræde 19, 2. sal - 1455 København K | tlf: 3393 4452 | visp@socialpsykiatri.dk