Socialpsykiatri / / Tema:

Socialpsykiatri / 4-2007 / Fysiske rammer

Satser på sanserne

Der dufter på Muhabet, og det er ikke tilfældigt. Ligesom alt andet er duften valgt helt bevidst for at gøre hverdagslivet bedre for psykisk syge flygtninge og indvandrere og deres familier. Og så behøver man ikke at være etnisk minoritet for at se at de har fat i den lange ende.
Af Marianne Bjerborg

Der er marokkansk musik på stereoanlægget da jeg træder indenfor hos Muhabet i hjertet af københavnske Vesterbro. Der dufter af myntete og nybagt brød, og da døren er lukket, forsvinder trafikstøjen fra Vesterbrogade, og en dejlig afslappet feriestemning fylder. Latteren fra køkkenet hvor Emine Haddar råder, passer perfekt.
"Hej, du kommer lige til morgenmad. Det er en lokal tyrkisk bager der hver morgen kommer med brød til os", forklarer Lise Poulsen og fortsætter: "Sådan er det med alt det mad vi serverer, råvarerne får vi fra lokale handlende".

Man råber ikke af værten
Lise Poulsens arbejde er blandt andet at indsamle penge til at drive Muhabet for, og kontakterne er lige fra den lokale grønthandler til Socialministeriet. Navnet Muhabet betyder kærligt samvær, og når man har det, skal der ikke være penge mellem folk.
Jeg bliver ikke kun budt på te og morgenbrød fordi jeg skal lave et interview. Ligesom alle andre er jeg gæst, og værterne på Muhabet byder gæster på te, kaffe og dagens måltid. Man bliver set og respekteret som individ fra det øjeblik man træder indenfor - det er værdsættende samtale i praksis.
"Vi arbejder meget bevidst med en høflig omgangstone, og når værterne møder gæsten med den, ja så råber gæsten jo heller ikke af værten - derfor har vi heller aldrig aggressive udladninger", fortæller Lise Poulsen.

At vække minder
Muhabet er indrettet som en cafe, med store vinduer ud til gaden. Ikke kun så folk kan se ind, men også så gæsternes liv udenfor er med inde.
"Vi vil have et sted hvor der er rart at være, hvor der ser pænt ud, hvor der lugter godt, og hvor lyden vækker minder i folk om en anden tid. Det er derfor vi spiller musik fra alle de lande som vi har gæster fra", forklarer Najib Haddar, Muhabets daglige leder og sammen med Emine Haddar grundlægger af Muhabet.
Uanset hvor dårligt man har det psykisk, så fungerer ens sanser stadig, og de er billetten tilbage til en tid hvor ting var anderledes.
"Lugten af maden, musikken, smagen af teen og så videre - det er ikke sikkert at det alt sammen kun vækker gode minder, men det vækker noget i en der ikke er sygt eller trist. Det trænger gennem sygdommen, og det er liv", forklarer Najib Haddar.
Der er ikke billeder på væggene, de er blot malet i en behagelig gul farve.
"Billeder diskriminerer. Med et tyrkisk billede ville vi signalere at det er et sted for tyrkere, og så ville marokkaneren ikke føle sig hjemme. Musikken skifter hele tiden, det gør billeder på væggene ikke. Her skal være noget for alle - en tekande til enhver smag" griner Najib Haddar og peger forklarende på baren som er prydet af en meget stor samling tekander.

Værdigt hverdagsliv
Gæsterne på Muhabet er oftest ensomme og isolerede. På grund af sproglige og kulturelle forskelle og barrierer bruger de ikke andre væresteder. Det at personalet taler mange sprog, hjælper med at nedbryde barrierer, og det at blive mødt med sine "egne" lyde og lugte og smagsindtryk, giver nogle timer med værdigt hverdagsliv.
"Vi stiller ikke krav, her skal være plads til alle som synes at de kan bruge stedet, og det at der er et frirum, gør at folk kommer igen. Vi samles om måltidet - det er eneste faste aktivitet bortset fra gymnastik for kvinder om torsdagen, og folk fortæller at de bliver glade af at være her, glemmer problemerne et stykke tid og slapper af i godt selskab".

Skrønen om indvandrerfamilien
At man er ensom som indvandrer, og især som ældre indvandrer, passer ikke med det billede af indvandrerfamilien som en sammentømret enhed hvor man passer sine syge eller ældre familiemedlemmer. Det gør man i hjemlandene, men det passer ikke til dagens Danmark.
"Det har det ikke gjort længe", siger Najib Haddar "Det er bare en skrøne som har været en sovepude for vores politikere. Hvis unge indvandrere bliver integreret, så betyder det at de er på arbejdsmarkedet, og så kan man ikke passe mor. Det er bekvemt at tro, men det kan ikke rigtigt skjules længere at det bare er en skrøne. Antallet af indlagte på de psykiatriske hospitaler som har anden etnisk baggrund, fortæller at der er et særligt behov".

Ramadanpakker
Muhabet bringer også det sanselige ind på de lukkede hospitalsafdelinger. Det gælder for eksempel i Ramadanen.
"Så har jeg en ramadanpakke med, med særligt lækre ting til at bryde fasten," fortæller Emine Haddar og forklarer at det ikke i den sammenhæng er særligt for at besøge Muhabets gæster, men for at skærpe personalets opmærksomhed. "Vi spørger personalet om de har indlagte muslimer. Ofte er de ikke klar over hvem der er muslim eller ej, og folks religiøsitet spiller faktisk en meget stor rolle."
Besøgene på hospitalerne er en af måderne at gøre opmærksom på at Muhabet findes som et særligt tilbud til folk med anden etnisk baggrund. Og folk kommer, ofte sammen med deres familier - til de månedlige caféaftener og til daglig. Børn kan altid komme i Muhabet, her er computerrum og lidt legetøj, og frivillige hjælper med lektierne.
Klokken tre er nogle gået ud at ryge, andre sludrer i sofaerne, og enkelte tager sig en lur, nogle er gået videre og har fået et knus med på vejen. Najib vasker op efter et helt fantastisk måltid.
"Det er sjovt at man kan skrive en artikel om noget så indlysende som at man har det bedst i omgivelser der er imødekommende og med mennesker der holder af en", slutter han. Til kurdisk musik kører jeg fra Muhabet - jeg føler mig strøget med hårene.