Socialpsykiatri / / Tema:
Socialpsykiatri / 3-2007 / Lov og praksis
Tilbudsportalen.dk vil for meget
På det selvejende botilbud NETTET II er første medarbejder blevet flyttet til anden afdeling. Usikkerhed i ansættelse, forringet faglig kvalitet og arbejdsmiljø er ifølge daglig leder Irene Bendtsen nogle af de største farer ved det nye sagsbehandlerredskab, Tilbudsportalen
Af Marianne Bjerborg
I NETTET II har leder Irene Bendtsen nærlæst vejledningen til Tilbudsportalen. Hun har forsøgt at være så præcis som mulig da hun skulle lave profilen for de to botilbud der tilsammen udgør NETTET II. Blandt andet har hun defineret stedets hovedydelse som "socialpædagogisk behandling" i stedet for "socialpædagogisk støtte". Resultat? Sagsbehandleren fra Hvidovre Kommune kunne ikke finde tilbuddet på Tilbudsportalen og måtte ringe og blive guidet igennem portalen.
"Jeg er ikke i tvivl om at Tilbudsportalen på mange måder har skærpet vores bevidsthed om hvad det egentlig er for ydelser, institutionerne leverer. Derfor er vi muligvis også mange som har benyttet lejligheden til at opdatere og indskærpe vores socialfaglige metoder og hovedydelse ud fra henholdsvis vejledningen og rehabiliteringsdiskurser i socialpsykiatrien. Eksempelvis har NETTET II tidligere defineret hovedydelsen i botilbuddene som socialpædagogisk støtte. Men definitionen på socialpædagogisk behandling dækker mere præcist det vi i dag gør," siger Irene Bendtsen.
Det kræver ikke kun at institutionslederne er meget præcise. Sagsbehandlerne skal have samme indblik i terminologi.
"Det er et stort problem at sagsbehandlerne har svært ved at bruge systemet", siger Irene Bendtsen, "de skal være meget præcise når de søger, og det kræver stor faglig indsigt i vores område og anvendte begreber som sagsbehandlerne af gode grunde ikke altid besidder". Og det var jo ikke det der var meningen med tilbudsportalen - at man skulle have stort forudgående kendskab til de forskellige tilbud - for at kunne finde dem."
Uddannelse uden tid
Svaret på det problem synes i første omgang enkelt - at opkvalificere både ledere og sagsbehandlere i at bruge systemet mere ensartet. Men for folk som Irene Bendtsen, der sidder ude på tilbuddene, må det helst ikke være uddannelse der sluger alt for meget tid fra sagsbehandlingen. Langsom sagsbehandling betyder nemlig tomme pladser.
"Vi har siden januar haft så mange ledige pladser at vi kører med underskud. Tomgangen skyldes langsom sagsbehandling udsprunget af besværligheder med tilbudsportalen, manglende visitationsprocedurer og økonomi i kommunerne. Det forekommer absurd, for vi er i kontakt med mange borgere og pårørende som ønsker pladserne."
Priskrig
I NETTET II har de tomme pladser indtil videre betydet at en medarbejder har måttet rykke til en anden afdeling, og den slags skaber utryghed for både medarbejdere og beboere. Det samme gør den konkurrence på pris som brugen af Tilbudsportalen ofte er kritiseret for at fremme.
"Prisen bliver udslagsgivende, for den kan man sammenligne. Indholdet er endnu ikke sammenligneligt - idet vi har udfyldt skabelonen meget forskelligt. Sagsbehandlerne der skal administrere kommunernes stramme budgetter, kan ikke undgå at skele kraftigt til prisen når de visiterer.
"Selvom vores tilbud hører til i den billige ende (639 kr. pr. døgn), er jeg bekymret", fortæller Irene Bendtsen.
"Hvis NETTET II skal overleve som et lille, skævt og differentieret botilbud (i modsætning til større og mere strømlinede institutioner), kan det hurtigt blive på bekostning af en forringet faglig kvalitet og et stressende arbejdsmiljø. Da meget tyder på at de langsommelige sagsbehandlinger ser ud til at fortsætte, må vi de nærmeste måneder tage stilling til NETTET II´s fremtid. Vi vil hellere lukke NETTET II end være med til at skabe grobund for en underbudspolitik hvor vi for at overleve, sænker prisen og går for meget på kompromis med faglighed og arbejdsmiljø".
Genial portal, men ...
Irene Bendtsen er dog ikke bleg for at rose tanken om at samle alle danske tilbud under en portal.
" Ideen er jo i sit udgangspunkt ret genial fordi vi får et overblik over landets sociale tilbud som altid har manglet på dette område. På sigt tror jeg også det vil afføde vigtige diskussioner af hvad der er socialpsykiatriens kerneydelser. Problemet lige nu er bare at den tilbudsportal som Styrelsen for Social Service har etableret, vil for meget på én gang, hvilket giver store begyndervanskeligheder. Den skal både være søgeredskab for sagsbehandler og borger, kunne bruges af forvaltninger, borgere og pårørende i forhold til at sammenligne indhold og priser på tværs af kommuner samt være fagligt inspirationsredskab for socialpsykiatriens medarbejdere".

TEKST
LÆS OP
