Socialpsykiatri / / Tema:
Socialpsykiatri / 2-2007 / Arbejdsliv
Ridning for mennesker på vej
Anmeldt af Marie-Louise Demant
Tove Hvid har haft et langt liv med heste. Det har givet hende mange oplevelser af sit sanse- og føleapparat. Da Tove Hvid samtidig er psykolog og kropsterapeut, var det oplagt at sætte fokus på den mulighed for vækst og udvikling der ligger i at samarbejde med en hest og en hjælper.
Bogen er ikke tænkt som udtømmende, men som en øjenåbner for den universelle mulighed der ligger i at komme i kontakt med sin egen natur og den ydre natur. At være i kontakt med naturen er særdeles relevant hvis man føler sig udstødt eller ude af kontakt med sin omverden.
Med rideterapi eller hesteterapi kan man være sammen med et andet væsen som ikke dømmer eller afviser, men som responderer på hvad der er nærværende her og nu. Bogen går ikke i dybden med hvad der sker i hjernen når vi arbejder med vores sanser eller når vi opnår ro i empatisk samspil med en hest og et andet menneske. Men den åbner vores øjne for at kunne læse hinandens kroppe, såvel hest som menneske.
Det er helt relevant at hæfte sig ved holdning, hænder og arme. Det gør Tove Hvid i denne lille bog, som kan suppleres med hendes øvrige bøger; Kroppens fortællinger og Kroppens fortællinger i billeder.
De er gode til at supplere med hvis man vil længere ned i stoffet.
Tove Hvid tør muligvis ikke gå så langt i afsnittet om at møde sin indre hest, men hun antyder at evnen kan udvikles på diverse kurser om emnet. Hun ved at der kan komme relevant stof frem som man kan arbejde med som menneske, når man har mærket sin krop og prøvet at være sammen med en hest.
At det kan give kompetencer socialt og følelsesmæssigt, kommer lidt frem i afsnittet om ridning for udviklingshæmmede ryttere. Nogle af disse ryttere har en særdeles god kontakt til hesten, hvilket ikke kendetegner deres omgang med andre mennesker.
Nogle af billedteksterne kan opleves udleverende, men kærligheden til disse mennesker og deres formåen når de er sammen med heste, præger afsnittet. Billedteksterne er godkendt af personerne selv og deres daglige hjælper.
Tove Hvid kunne med sine kvalifikationer have uddybet den psykoterapeutiske tilgang til brug af heste i det daglige udviklingsarbejde med socialt belastede unge. Sådan en bog kommer sikkert også, da det er oplagt at beskæftige sig med hvad hestearbejde kan gøre for mennesker der på forskellig vis har sociale vanskeligheder ved samarbejde med andre mennesker.
Bogen virker lidt for bred, men måske var tiden ikke til fordybelse. For blot tre år siden hvor den udkom, havde der aldrig været en præsentation af ride-psykoterapi og pædagogisk ridning, men udelukkende af ride-fysioterapi.
Det er vigtigt og dejligt at bogen er kommet, den sætter et fint fokus på en på alle måder smuk helbredelsesmåde for mennesker som sjældent møder kærlig, gensidig kontakt.
FAKTA
Ridning for mennesker på vej
Af Tove Hvid siersbæklund, 2004 www.siersbaeklund.dk
Marie-Louise Demant
Er Uddannet socialpædagog.
Ejer af et islandsheste stutteri og rideinstruktør i DanskIslandshesteforening. Udbyder kurser i rideterapi for fagfolk der ønsker at arbejde professionelt med rideterapi.
Læs også:
Rapporten "Holmens Heste" af anne Hove (2004) omhandler specifikt et projekt med rideterapi for unge med psykiske lidelser. Den kan læses på www.bubl.dk; skriv Holmens heste i søgefeltet.

TEKST
LÆS OP
