Socialpsykiatri / / Tema:

Socialpsykiatri / 2-2007 / Arbejdsliv

"Er arbejdet roden til alt godt?"

Af Johanne Bratbo Centerleder

Der findes mange ordsprog om glæder og sorger knyttet til arbejdslivet - voksenlivets mest tidskrævende beskæftigelse. De fleste af os kender udtrykket "ledigheden er roden til alt ondt" - men kan man derfra bare slutte at så må "arbejdet være roden til alt godt?".

I dette nummer af Socialpsykiatri sætter vi spot på forskellige sider af arbejdslivets betydning når man er eller har været psykisk syg. Forestillingen om at pension og meget beskyttende rammer er den bedste kur på lang sigt, er under pres i en tid hvor der er øget fokus på recovery processer og hvor arbejdsmarkedet samtidig skriger højt på flere hænder. Fra politisk hold er markeret en fordring om at de som kan arbejde, skal have mulighed for det, og der stilles spørgsmålstegn ved forestillinger om at brugere og patienter skal være færdigbehandlet før der kan blive tale om beskæftigelse.

De stærke ideologiske signaler i kombination med de arbejdsmarkedspolitiske realiteter gør det ekstra påkrævet at socialpsykiatrien forholder sig offensivt til at fremme målrettet og individuelt tilpasset rehabilitering for brugerne. At der er ekstraordinært stort behov for arbejdskraft, ændrer jo ikke i sig selv ved de belastninger og behandlingsbehov som affødes af psykisk sygdom hos den enkelte. Og omvendt er det et faktum, at hvis vi ikke formår at "smede mens jernets er varmt", så er det svært at forestille sig hvad der så skal til, hvis brugerne skal have en chance i forhold til et liv tættere på det normale end i de socialpsykiatriens tilbud.

Udfordringen er i mindre grad "hvorfor" end "hvordan". Det handler samtidig om ikke at overdisponere ressourcerne hos den enkelte, så der ikke er overskud til at have et privat- og fritidsliv som sikkerhedsnet og base for fortsat personlig og social udvikling. Mange har erfaringer fra tiden før sygdom om hvordan det opleves når livssfærerne falder en efter en som dominobrikker. Når man skal arbejde med rehabilitering som proces, bliver det derfor hurtigt klart at man må tænke i helheder og vurdere hvilket niveau for udredning af borgerens ressourcer og særlige behov, som er nødvendig for at fremme en hensigtsmæssig inklusion eller re-integrering på arbejdsmarkedet. Hvilken form for forberedelse skal der til - og er socialforvaltning eller arbejdsmarkedsforvaltningen i kommunen ordentlig påklædt når det handler om ressourceprofiler og kompensationsbehov ved psykisk sygdom? Hvilken form for støtte skal stilles til rådighed undervejs? I hvor høj grad skal opgaverne tilpasses den enkeltes ydeevne - og hvordan sikrer man oplevelsen af at gøre en reel forskel og skabe meningsfuldhed? Hvilke faktorer spiller især en rolle for at fremme et godt arbejdsmiljø både for brugeren og kollegerne? Hvor meget skal kollegerne vide om ens baggrund og særlige hensyn - og skal nogle være parate til at påtage sig mentorrollen? Hvordan fremmer man bedst at kollegerne får mod på at indlemme kolleger med særlige vilkår i de betydende funktioner og f.eks. få lov til på lige fod at anvende deres faglige kompetencer på relevante områder? Hvad kan arbejdspladsen lære om sig selv og sin kultur når man får ansat medarbejdere med dobbelte kompetencer - som både har en faglig baggrund og erfaringer for hvordan det er at være brugere af systemer og tilbud?

Det er hårdt arbejde med krævende processer, og man skal ikke naivt tro at mantraer om at tilstræbe rummelighed på arbejdspladsen, er nok i disse omstillingsprocesser, hvis ikke både ledere og medarbejdere tager medejerskabet hertil. Der hvor man tager opgaven alvorligt, er der behov for konkret at debattere begreber som ligeværd og ligestilling og hvad de lokalt betyder, herunder hvor grænsen for fællesskabet går. Læs og debatter!