Lille tekstStor tekst TEKST | Lille tekst LÆS OP | KONTAKT | ENGLISH  

Socialpsykiatri / / Tema:

6- 2005 /Hverdagsliv

Leder Leder

Værdier for liv i praksis

Så kom den endelig - den længe ventede færdige udgave af "Fælles værdier i indsatsen for mennesker med en sindslidelse", udgivet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Socialministeriet i fællesskab - og vedlagt dette nummer af Socialpsykiatri.

Værdier er nemlig det, man gør dem til! De får først og fremmest liv og betydning i praksis gennem refleksion over de konkrete handlinger, relationer og dialoger der udspiller sig i forhold til brugere, pårørende, kolleger, samarbejdspartnere og beslutningstagere. Og værdier er ikke statiske. I bedste fald kan udgivelsen, der også rummer en række eksempler og anbefalinger, ses som en opfordring til at se både kritisk og udviklingsorienteret på sin egen organisation. Er vi åbne for at brugeren kan afgøre, hvad et godt liv er, giver medarbejderne både nødvendig omsorg og et godt modspil, og bliver der sørget for at aftaler holdes? Refleksionen vil også tydeliggøre nogle af de mange dilemmaer som gemmer sig bag ordene.

Et sted at starte kunne være fælles debat om to af bladets artikler " Massage giver hverdagen farver" og "Berøring med respekt". Her udfordres blandt andet én af mange gængse forestillinger - nemlig at psykisk syge har meget svært ved at tåle fysisk berøring. På Kragelund har man arbejdet med et projekt i to år - og valgt fra starten at dokumentation af brugernes oplevelser skulle være en integreret del. Der er refleksioner over hvordan man sikrer respekten for den enkeltes grænser, signaler om krav til faglig kunnen - og ansvarligheden ved at følge en proces over tid. I en anden artikel "Botilbud for psykisk syge - aldrig i livet - og dog" kan man lade sig udfordre på dilemmaet om balancen mellem plads til alle - og respekt og selvbestemmelse for den enkelte. Er det muligt i vores systemer at få større indflydelse på hvem man bor sammen med og hvor "midlertidigt" ens nye bolig skal være?

Netop nu - hvor kommunalreformen ændrer landskabet regionalt og kommunalt, er det en oplagt at tage værdigrundlaget med under armen til samarbejdsmøderne, for det er nu der sættes en ny dagsorden for profilen i både socialpsykiatrien og samarbejdet med psykiatrien i årene fremover!

Johanne Bratbo

Centerleder

 

 


 

 
Videnscenter for Socialpsykiatri | Studiestræde 19, 2. sal - 1455 København K | tlf: 3393 4452 | visp@socialpsykiatri.dk