Hjælp til traumatiserede familier
Der findes forskellige måder at hjælpe familier med svære psykosociale problemer på. Her har vi samlet nogle af de metoder, vi ved, at mange behandlingstilbud har gode erfaringer med, når det gælder familier med anden etnisk baggrund.
Psykoedukation
Psykoedukation er en metode til at hjælpe familier, der er påvirket af traumer. Metoden består i at den sindslidende og dennes familie får undervisning om den psykiske lidelse. På den måde lærer de pårørende at skelne mellem hvad, der er almindelige psykologiske problemer og hvad, der skyldes den psykiske lidelse.
Mange af de sindslidende kan have svært ved at forstå, hvorfor de pludselig ikke har styr på deres reaktioner og følelser. Derfor føler de sig måske skamfulde og nedtrykte. Det kan lette disse følelser når man forstår, hvorfor man reagerer som man gør, og at det skyldes den sindslidelse, man har.
Familiekontaktperson
Flere kommuner arbejder med en helhedsorienteret familieindsats, når familier med mange børn har særlig komplekse problemstillinger. I Odense Kommune er der en familiekontaktperson tilknyttet særligt udsatte familier.
Familiekontaktpersonen er bindeleddet mellem kommunen og familien og sørger for at familien får den rette hjælp. Hun skal også motivere og hjælpe familiens medlemmer til at gøre brug af de tilbud, der er til dem.
Familieteamet på RCT
På Rehabiliteringscenter for Torturofre arbejder man med et familieteam. Teamet består af en læge, en fysioterapeut, en socialrådgiver, en psykolog og en familieterapeut, der samarbejder med hele familien om at håndtere de traumer, der påvirker familien. Børn deltager i behandlingen sammen med deres forældre.
En del af behandlingen består af netværksmøder. Her mødes familien med familieteamet fra RCT og med alle de offentlige personer, familien har tilknytning til.
Familiecoach i Brøndby
I Brøndby Kommune har en række daginstitutioner arbejdet med at inddrage forældrene på en ny måde. De har blandt andet etableret en familiecoachfunktion.
Familiecoachen er en pædagog, der har gennemgået et særligt kursusforløb. Hun er blevet uddannet i at hjælpe familier med komplekse problemstillinger til at få hverdagen til at fungere. Familiecoachen er også bindeled mellem familien og det kommunale system og indgår ofte i et samarbejde med sagsbehandlere eller andre kommunale medarbejdere.
Idéen med familiecoachfunktionen er at give børnene et talerør. Men fordi børnene er en del af en familie, der har flere problemer end blot børnenes, kan familiecoachen også fungere som en slags personlig rådgiver for hele familien. Samtidig kan hun have en tovholderfunktion i forhold til samarbejdet med kommunen.
Muhabet
Værestedet Muhabet i København forsøger at inddrage hele den sindslidendes familie i tilbuddet. De afholder bl.a. cafeaftener og udflugter, hvor familie og børn kan deltage.

TEKST
LÆS OP